Polen og Sverige på cykel

Af Tobias Edelgart

Jeg sad i mine egne tanker og kiggede på kort da campingpladsens lejrchef kom hen til mig. Han begyndte at forklare sig på en blanding af tysk, polsk og tegnsprog, først forstod jeg intet, men da han lagde hovedet på skrå og sagde: ”ruhig schlafen” imens han pegede på vores cykler forstod jeg hvad han mente. Han ville låse cyklerne inde for natten.

Lejrchefen der boede i et lille gult bomuldstelt på pladsen var historielærer og brugte sin ferie på at passe campingpladsen sammen med sine to søskende.

Rutebeskrivelse

Cykelturen er en slags rundtur hvor man starter med at sejle til Swinoujscie og videre fra Gdynia til Karlskrona og dermed cykler tilbage til Danmark. Vi valgte at køre igennem det pommerske søområde. Vi kørte 560 km i Polen og 280 km i Sverige. I alt 840 km.

Rute: Swinoujscie – Gryfice – Swidvin – Chaplinek – Bialy bór – Suleczyno – Ostryce – Gdansk – Karlskrona – Haresjömåla

Beskrivelse af området

Undervejs passeres mange smukke landskaber, særligt smukt er de kaszubiske søer SV for Gdansk. Området byder på mange forskellige landskabstyper og store kulturforskelle. Fra brede sandstrande ved den polske kyst til et kuperet sølandskab med store skove, landbrug, eng og moseområder kun afbrudt af mindre og mellemstore byer. I Sverige står den på skærgård og rødmalede træhuse.

Gæstfrihed

”Trinken Sie kaffen oder Tee“ ordene kom fra en ung polak der havde stået og betragtet os imens vi satte teltet op. Lidt efter sad vi ved hans campingbord der var dækket fint op. Vi udvekslede cykelerfaringer og fik vist de gode cykelveje af polakken som selv var en ivrig cyklist.

Da vi skulle forlade campingpladsen næste dag insisterede han på at vi skulle besøge hans mor i Gdynia så ville han ringe og melde vores ankomst. Vi takkede pænt nej da vores tid i Polen var begrænset. Et andet sted tilbød en polsk tandtekniker at køre os rundt i sin bil og vise os alle de gode steder i Sopot. ”Die besten stadt im Polen” ifølge ham.

Søndagsmesse

At køre igennem det polske bondeland en tidlig søndag morgen er en helt speciel oplevelse hvor stilheden kun bliver afbrudt af ringende kirkeklokker. I vejkanten kommer folk gående i deres stiveste søndags-puds på vej til messe. Polen er måske det mest katolske land i Europa, selv på deres telekort er der et glansbillede af paven der i øvrigt er født i Kraków.

Storkeeventyr

Vi har ikke kørt langt i Polen før vi ser den første storkerede, vi når i løbet af turen at se ca. 40 storke, langt flere end hele bestanden i Danmark!! Vi ser også havørn og glente.

Vejtræer er meget udbredt i Polen og mange veje har karakter af skyggefulde alléer. Svampesamling i skovene er en udbredt hobby, nogle har oprettet små boder i vejkanten, en måde at supplere en lav indkomst. Enkelte steder ser vi de små jordlodder som Polen er kendt for. Ofte er det hele familien der går på marken da det meste foregår ved håndkraft og ved hjælp af arbejdsheste.

Trafikhelvede i Gdansk

Vi forlader de kaszubiske søer med de små fredelige veje og kører ind mod Sopot som ligger mellem Gdansk og Gdynia. De tre byer ligger i forlængelse af hinanden som et stort byområde. Trafikken er meget tæt og da vejen er ret smal har vi det som om vi er ved at blive klemt i de mange sving. Vi havner i det nordlige Gdansk hvor vi finder en hyggelig campingplads der ligger tæt til Østersøen kun adskilt af promenadestien. Stranden er meget fin og en oase for storbyens beborere. Dette er Polens rivera med barer og diskoteker i massevis. Den gamle bydel i Gdansk er meget flot og absolut værd at se, det anbefales at man tager bussen ind til centrum.

Cyklist i Sverige

At komme fra Polen til Sverige er noget af et skift. Ved første øjekast virker Karlskrona helt ”tegneserieagtig” da husene stråler i alle farver, i modsætning til Polen hvor mange huse er grå og afskallede. I Sverige synes vejanlæggene ved byerne at være noget overdimensineret. Der er mange motortrafikveje og cyklister er henvist til et sindrigt system af snørklede cykelveje, således kørte vi 15 km inden vi var ude af Karlskrona. De små veje i Sverige er fine at cykle på og der er meget smukt og lange øde strækninger.

Godt at vide

Transport

Færge København – Swinoujscie (9½ time) sejler næsten hver dag. Vi betalte 1000 kr for to personer – enkeltrejse med udvendig luksus kahyt. Cykler er gratis at medbringe. God vekselkurs på færgen, Polferries tlf 33114645

Færge Gdynia – Karlskrona (10 timer) 700 kr for 2 personer m. indvendig kahyt. Billetten havde vi købt hjemmefra via Stenaline i Frederikshavn tlf 96200200
Overnatning

Overnatning på hotel i Polen er billigt 100 – 200 kr for et dobbelt værelse, standarden er svingende.

Campingpladserne koster 10 – 15 kr pr person. Campingpladserne er primitive og generelt hyggelige, mange steder er det tilladt at lave bål. Det kan anbefales at medbringe kortet: ”Poland map of campings” (ikke alle pladser er med) kan købes igennem Windrose rejser tlf. 33135223

I Sverige er det nemt at finde et sted at overnatte enten på camping eller i det fri.

Mad og drikke

Almindelige fødevarer er ret billige i Polen og det bliver sjældent mere end 25 –30 kr når man har købt ind til en god frokost. Supermarkeder er endnu ikke så udbredte i Polen, til gengæld ligger de små købmandsbutikker meget tæt og de har alt hvad man har brug for.

Vi spiste ganske udmærket og billigt på restaurenterne, der er mange fiskerestauranter, toppen var dog i Gdansk hvor vi fik sandart på en russisk restaurent.

Øllet er godt og kan minde om det tjekkiske, vodkaen er også god. Polakkerne drikker ikke vin.

Kort

Kan anbefales at købe hjemmefra (Nordisk korthandel) da det kan være besværligt at finde undervejs.

Sproget

Mange taler tysk og endnu flere forstår kun polsk medbring en parlør som kan købes hos windrose rejser. Et godt råd: med høflighed og åbenhed kommer du langt.

Sværhedsgrad og varighed

Vejene er generelt gode, men der findes undtagelser, vi oplevede et enkelt sted at asfalten forsvandt og der i stedet var toppede brosten. Området er let at cykle da der ikke er bjerge, bakkerne er dog noget længere end i Danmark, i Polen når bakkerne op på over 300 m.o.h

Vi brugte 10 dage på at køre de godt 800 km. Det kan anbefales at sætte mere tid af til turen, da der er mange spændende ting at se undervejs. Fx kajakroning, fiskeri og badning i søerne, vandreture i nationalparkerne, samt historisk sightseeing i Gdansk.

Turen kan gøres for meget små penge.

Sikkerhed

Vi følte os på intet tidspunkt truet og vi fik ikke stjålet noget. I Polen har de meget respekt for kriminalitet derfor fik vi låst vores cykler inde for natten næsten hvert sted. På et hotel blev cyklerne stillet op i restauranten lænet op af bardisken.

Som alle andre steder er det klogt at rejse teltet ved et træ eller en lygtepæl så cyklerne kan låses fast.

Rejsetidspunkt

Bedste rejsetidspunkt er sommer da vejret er bedst og campingpladserne har åbent. Klimaet adskiller sig ikke væsentligt fra det danske.