Lande

Alle lande rummer særegne natur- og kulturformer, så principielt er alle lande interessante cykellande. Desværre er ikke alle lande lige velegnede cykellande p.g.a. dårlige veje, tung trafik eller besværlige adgangsforhold – det være sig transport- eller visamæssigt.

På den anden side venter de største oplevelser ofte der, hvor besværet er størst. Et land med dårlig infrastruktur betyder sikkert også et land med store, uberørte naturområder. Et land med besværlige adgangsforhold betyder sikkert et land, hvor fremmede modtages som særlige gæster eller i hvert fald som nye, mærkelige personer. Om mødet ender godt afhænger i høj grad af den rejsendes imødekommenhed. Skik følge eller land fly. Dette ordsprog gælder stadig!

På disse sider findes kortere beskrivelser af primært europæiske lande. For de nordiske lande findes lidt længere beskrivelser under turforslagene. Beskrivelserne bygger på egne og andres oplevelser og garanterer naturligvis ikke, at forholdene stadig er sådan. De gode oplevelser har fx en tendens til at hænge sammen med smukt vejr! Vælger man at cykle i et land med ustabilt vejrlig risikerer man også, at ferien bliver knapt så vellykket på trods af en smuk natur og spændende seværdigheder. På den anden side siger man også, at der ikke findes dårligt vejr, men bare dårlig påklædning… Det handler med andre ord om at være forberedt på al slags vejr.

Danmark

Er noget nær ideelt til cykelferie, specielt for begyndere. Gode biveje, fin asfalt og ikke for store bakker. Danmark er meget ‘friseret’, så de vilde naturoplevelser skal man ikke forvente og man kan ikke bare slå teltet op hvor som helst. Klimaet er jo heller ikke helt stabilt, men alt i alt er det et rigtigt fint cykelland, hvor oplevelserne primært er af historisk og kulturel art som jo heller ikke er at foragte… Læg dertil de små oplevelser: frokost i de – igen – blomstrende grøftekanter, udsigten over bakkedal, aftentur ved søen…

Norge

Er et fantastisk cykelland. Vejene er meget fine, trafikken begrænset og naturen utrolig. Transporten til Norge er let og smuk med færgerne og det er også muligt at benytte langtursbusser/tog imellem de indre dele af landet. Landet har stort set samme allemansret som Sverige, så man kan slå teltet op næsten overalt. Ulempen ved Norge er det ustadige klima og de store afstande. Man skal derfor være indstillet på at cykle længere dagsetaper end normalt for at komme til campingpladser (men de er af god standard), ja sågar for at komme til købmanden! Man skal ikke ret langt op i Norge før vandet i elvene er drikkeligt og smager suverænt ovenpå en hård opkørsel. Der er mange fine cykelsteder, men skal man nævne et par enkelte må Vestlandet omkring Bergen med, ligesom Rallarvegen over Hardangervidden er meget populær. Nordmændene selv betragter også Lofoten som perfekt til cykelferie – på trods af det ustadige klima! Naturoplevelsen skulle til gengæld være meget, meget intens. VisitNorway.com har et afsnit om cykling i Norge.

Sverige

Er også et rigtigt godt cykelland. Transporten hertil er let og billig og det er muligt at campere frit. Vejenes kvalitet er knap så god som i Danmark og Norge, og de små veje er ofte ikke asfalteret, men i stedet belagt med en slags olieret grus, der dog er ganske fin at køre på, men man bør mindst have 1½ tomme dæk, hvad stort set alle MTB-dæk i forvejen er, så det er ikke noget stort problem. Endvidere bør man medbringe ekstra skruer til bagagebærere etc., fordi cyklen uundgåeligt vil blive rystet lidt mere end vanligt på grusvejene. Det er knapt så kuperet i Sverige som i Norge og nogle strækninger kan være ganske kedelige, fordi der udelukkende er granskov på begge sider af vejen i mange kilometer. Den sydlige del af Sverige – helt op til nordenden af Vänern og Vättern er meget fine og afvekslende landskaber at cykle i. Det nordlige Sveirge er også fint. Det er specielt den mellemste del af landet, der ifølge min erfaring er lidt kedelig… Syd for de store søer er der tættere befolket, mange fortidsminder og stadig en langt rigere natur end i Danmark. Området bærer også præg af det nære slægtskab med Danmark, men er alligevel helt forskelligt og mange steder meget karakteristisk med Emil fra Lønneberg gårde og hvad dertil hører. Bare 50 km fra Varberg er det muligt at drikke rent vand fra nogle af søerne, se fiskeørn og elg, og køre på uforstyrrede biveje i en natur, der er meget vildere og mere spændende end den danske ditto. Samtidigt er der sjældent langt til serveringssteder med udskænkning af varm kakao og hjemmebagt kage! Se fx Sverige-info.dk for gode ferietips.

USA

USA skulle efter sigende være et meget fint cykelland og meget andet end Washington D.C. og Hollywood. Amerikanerne skulle være meget begejstrede over gale folk og specielle sportsudfoldelser, så langturscyklisten skulle være garanteret masser af oplevelser. Til gengæld har jeg også hørt, at amerikanerne er uvante med cyklister og kører hensynsløst. Landet rummer store naturområder og selvfølgelig ligeså afvekslende som Europa, så det gælder om at udvælge sin rute med omhu. Det er en god idé at lægge spørgsmål ud på forskellige newsgroups, hvor man garanteret vil blive tilbudt forskellige steder at overnatte privat, blive guidet i området osv. Om man så tør tage imod disse tilbud må man jo selv afgøre, men jeg kender et par, der havde mægtig fine oplevelser med denne fremgangsmåde.

Polen

Jeg har netop i år (sommeren 2000) været afsted på cykelferie i Polen, og det blev en total katastrofal tur….